Sissel Wie er årets projektleder på niveau B

//af

Årets projektleder på niveau B er ingen ”superhelt”, men en realist med god forståelse for mennesker. 

Med smil og anerkendende klapsalver fra kollegerne modtog Sissel Wie fra konsulentvirksomheden emagine prisen som Årets IPMA Projektleder på niveau B. 

Prisen modtog hun på et afdelingsmøde i virksomheden og kom som en stor overraskelse for Sissel. Her blev hun blev hyldet foran kollegerne med blomster, diplom og specialdesignet award – foruden klapsalver samt en anerkendende hyldesttale fremført af certificeringsleder Allan Krüger-Jensen fra IPMA Danmark. 

Hvad kendetegner en dygtig projektleder? 

Sissel er grundig og reflekterende, og hendes beslutninger er velovervejede, lød det fra Allan, da han overrakte prisen. Egenskaber, der udgør et stærkt fundament for en dygtig projektleder. Men hvad synes årets projektleder selv kendetegner en god projektleder? 

– En dygtig projektleder er en, der er reflekterende og realistisk omkring egne evner – og ikke en superhelt. En, der forstår at uddelegere og samtidig kan se, hvornår der er behov for at tilføre nye ressourcer, og som ikke er for fin til nogle gange at indtage rollen som projektdeltager, fortæller Sissel. 

Projektledelse er ikke en one-size-fits-all-løsning, og som projektleder i en virksomhed som emagine, hvor du arbejder med mange forskellige kunder og samarbejdspartnere, skal du være i stand til at omstille dig og møde folk, hvor de er, slår Sissel fast: 

– Det, der virker i ét projekt, virker ikke nødvendigvis i det næste, og som projektleder skal du have en vis fleksibilitet og ikke være bange for at prøve nye tilgange, når projekter går i hårdknude. Nogle gange virker noget, som virker helt skørt. Jeg har for eksempel engang lavet et slags bingo-spil for at få en projektgruppe til at låse scope. Det virkede – og det er i virkeligheden det vigtigste. 

Forskelligheder er den største inspiration til læring og udvikling 

Et af formålene med IPMA-certificeringerne er at gøre opmærksom på nødvendigheden af kontinuerlig læring og udvikling gennem øget bevidsthed om projektledernes styrker og svagheder. 

Tanken om, at man aldrig er færdig med at lære, er helt i tråd med den måde, Sissel arbejder på, fortæller hun. Her er særligt kolleger og samarbejdspartnere en stor inspirationskilde, når det kommer til kompetenceudvikling. 

– Kolleger og samarbejdspartnere er en stor kilde til inspiration i det daglige. Hos emagine får jeg meget ud af at sparre med både yngre og ældre kolleger med hver deres specialiserede kompetencer, ligesom jeg lærer af andre projektledere hos vores kunder 

Udvikling er en nødvendighed, hvis man vil forblive relevant, fortæller Sissel, der i forbindelse med B-certificeringen fik øjnene op for, hvor meget hun selv har lært de senere år: 

– Jeg er tidligere certificeret på IPMA C-niveau, så det var ret interessant at tage certificering på ny på B-niveau. Selvom processen minder om hinanden, blev det tydeligt, hvor meget jeg har rykket mig siden da. 

En præstation ud over det sædvanlige 

Prisen som årets projektleder er et bevis for, at Sissel besidder ekstraordinære kvaliteter ud over det sædvanlige, indledte Allan. For at komme i betragtning til prisen er det altså ikke nok at være blandt de bedste, der har gennemført en IPMA-certificering i det forgangne år. Præstationen og den samlede vurdering skal samtidig levere noget ekstraordinært for overhovedet at blive nomineret, hvilket var præcis, hvad Sissel havde præsteret. 

Kåringen kom bag på Sissel, der glæder sig over forløbet og ikke mindst en god afslutning herpå: 

– Efter den sidste feedbacksession på Teams, fik jeg det, jeg oplevede som en ”robust” feedback fra assessorerne. Feedbacken var brugbar, og processen meget lærerig, men alligevel blev jeg helt overvældet i situationen. Det blev derfor en lidt akavet afrunding, som nu har fået en helt anden og mere lykkelig slutning, afslutter Sissel med et stort smil. 

Årets IPMA-Projektleder 2025: Øvrige vindere og nominerede 

Niveau B:Foruden Sissel Wie var også to andre nomineret til årets projektleder på niveau B: Birgitte Koch Jørgensen fra Novo Nordisk samt Henrik Kastberg.

Niveau C: Prisen som årets projektleder på niveau C gik derudover til Matthew McDonald fra Siemens Energy, hvor også Pernille Bach Bassiouni fra DSB var nomineret.

Niveau D: Endelig blev prisen også uddelt på niveau D og blev vundet af Marta Brescó Ballester fra Nordic RCC. Her var Oliver Wessel fra HOFOR ligeledes nomineret.

Et stort tillykke skal lyde til både vindere og nominerede. 

Læs også: Årets IPMA-certificerede projektledere 2024

Foto: Certificeringsleder Allan Krüger-Jensen og Sissel Wie, vinder af Årets IPMA Projektleder på niveau B 2025.

Frederik Vrist Hansen