Klumme: Projektledelse må aldrig køres på rygraden
Af: Allan Krüger-Jensen, certificeringsleder i IPMA Danmark
Forudsætningerne for at arbejde med projektledelse har ændret sig markant de senere år, med langt større fokus på bl.a. agile processer, hyppigere leverancer, AI, bløde ledelsesværdier og løbende målinger af benefits. Verden ændrer sig, så det samme bør selvfølgelig også gøre sig gældende for projektlederen, der aldrig må stille sig tilfreds med blot at “køre et projekt på rygraden”.
Rutiner inden for alt arbejde med projektledelse er ofte både gode og nødvendige og hjælper dig også til at opretholde en god struktur på projektet. Faste rutiner må dog aldrig blive en sovepude eller på anden vis stå i vejen for din nysgerrighed og udvikling.
Som projektleder, og særligt som IPMA-certificeret projektleder, forpligter du dig til konstant at holde gang i udviklingen og løbende reflektere over, hvilke valg, metoder og værktøjer der skaber de stærke resultater i dit arbejde med projektledelse.
Enhver udvikling starter med selvindsigt
Evnen til løbende at reflektere over sine valg og handle på baggrund af disse refleksioner er det, der kendetegner en dygtig projektleder. Som projektleder bør du jævnligt stille dig selv spørgsmålene: “Hvad er det, der gør, at mit team gerne vil ledes af mig?” og “Hvad står i vejen for, at jeg kan lykkes endnu bedre i mit arbejde?”
Refleksionsprocessen hjælper dig til en dybere selvindsigt. En selvindsigt, der gerne skal bidrage til at gøre dig bevidst om både dine egne og projektets styrker og svagheder. Erkendelser, der gør det lettere for dig at handle på de udfordringer, du møder, hvad enten løsningen er at ændre dine valg og metoder i projektet eller forudsætter udvikling eller tilføjelse af nye kompetencer i projektteamet.
Vigtigheden af at være åben for forandringer
Rutiner opstår oftest, når du har haft en bestemt rolle eller funktion i en længere periode og oplever større selvsikkerhed og tro på egne evner. Tidligere meritter og erfaringer må dog aldrig blive en hvilepude, hvilket er den primære årsag til, at IPMA-certificeringerne er bygget op, som de er.
Dygtige og erfarne projektledere ved, at de kommer til kort, hvis projekt efter projekt køres på rygraden uden fornyelse og uden blik for, hvordan samfund, forbrugere og det strategiske landskab ændrer sig.
Derfor stiller vi krav til IPMA-kandidater om recertificering hvert 5. år, hvor kandidaterne får anledning til at bevise over for sig selv, deres arbejdsgiver og alle andre, at de forstår at lede projekter i en moderne og relevant kontekst.
Inden for projektledelse er stilstand lig med forringelse, og uden løbende udvikling risikerer projektlederen at lide samme skæbne som blandt andet VHS-båndet og faxen, der ikke formåede at følge med udviklingen og derfor blev erstattet af moderne alternativer.
Læs mere om recertificering
IPMA-certificerede kandidater skal recertificeres hvert 5. år, hvis de ønsker at bevare deres certifikat. Certificeringsforløbet er væsentligt kortere (og billigere) end det forløb, kandidaten gennemgik, da vedkommende tog sit certifikat.
Læs mere om recertificering via linket, hvor du også kan danne dig et overblik over kommende recertificeringsrunder:


