Fra leverance til varig værdi: Hvad får du ud af IPMAs nye standarder?
Et projekt kan lande til tiden og inden for budget og stadig ende med ikke at skabe den forventede værdi. Det er en af de centrale udfordringer, som IPMAs nye generation af standarder ser nærmere på.
Med ICB5, PEB2 og OCB2 skaber IPMA en tydeligere sammenhæng mellem tre niveauer: den enkelte projektleders kompetencer, det excellente projekt og organisationens evne til at skabe resultater gennem projekter.
Samtidig afspejler standarderne nogle af de forandringer, der allerede præger projektverdenen. Bæredygtighed, digitalisering, AI, agilitet og robusthed får en tydeligere plads, og særligt ICB5 tegner et billede af projektlederen som en adaptiv leder, der skal kunne navigere i kompleksitet, engagere mennesker og forbinde strategi med eksekvering.
Men den måske vigtigste pointe går på tværs af standarderne: Projektsucces handler ikke kun om at levere til tiden, inden for budget og aftalt omfang. Leverancerne skal føre til gevinster og varig værdi.
Mark Adler Madsen er næstformand i Dansk Projektledelse og deltog sammen med certificeringsleder Allan Krüger-Jensen, da de nye standarder blev præsenteret for IPMA´s delegerede i Zadar først i oktober.
De nye standarder dykker han nærmere ned i i det faglige community, hvor Mark uddyber, hvad de betyder i praksis for projektledere, PMO-ledere og porteføljeledere.
Læs mere på Dansk Projektledelses faglige community


