Selvvurderingen er nøglen til udvikling – tak for et stærkt certificeringsår i IPMA Danmark

//af

Lige om lidt er det den 31. december og dermed afslutningen på endnu et travlt og spændende certificeringsår.

2025: Et år med dygtige projektledere og re-certificeringer

I 2025 har vi mødt mange dygtige og kompetente projektledere under certificeringsforløbet og det er dejligt at gense tidligere certificerede projektledere når deres certifikater nærmer sig udløbsdatoen og det derfor er tid til en re-certificering. Der sker rigtig meget inden for projektledelsesdisciplinen, og det er derfor vigtigt at man som projektleder hele tiden udfordrer sig selv og reflekterer over sin ledelse, hvilket man netop er nødt til at gøre for at blive recertificeret.

IPMA Danmark bestod valideringen med topkarakter

Hvert enkelt land der udbyder IPMA-certificeringen, er ligeledes nødt til hele tiden at holde sig ajour i forhold til gældende processer og regler som skal følges globalt for at man kan IPMA-certificere projektledere. Hvert 3. år skal hvert enkelt land valideres af IPMA for at kunne fastholde retten til at udbyde IPMA-certificeringen og i oktober 2025 var det blandt andet Danmarks tur.

Som forberedelse til valideringen skal man aflevere detaljerede beskrivelser af hele certificeringsprocessen samt certificeringsorganisationen, og ved selve valideringsmødet gennemfører IPMA interviews med nøglepersoner fra certificeringsorganisationen samt udvalgte certificeringskandidater, for at sikre at de beskrevne processer og regler også bliver anvendt.

Valideringen af den danske certificeringsorganisation ”IPMA Danmark” resulterede i en rapport som konkluderer at vi gennemfører certificeringen professionelt og uden anmærkninger. Selv om vi godt vidste dette på forhånd, er det altid godt at få dette bekræftet.

Hvorfor selvvurdering styrker din projektlederkarriere

Ligesom vi i valideringsprocessen har gennemgået vores måde at arbejde på under certificeringen, er et meget vigtigt element i IPMA-certificeringen, at kandidaterne udfylder en selvvurdering.

Udfyldelsen af selvvurderingen kræver, at certificeringskandidaten reflekterer over sit eget kompetenceniveau i forhold til de kompetencer, der er beskrevet i bogen ”Kompetencer i Projektledelse”.

Rent praktisk foregår dette ved, at kandidaten angiver en score på en skala fra 0-10 i forhold til niveauet af viden og praktisk erfaring for hvert af de kompetenceelementer der vurderes under certificeringsprocessen.

Herefter skal kandidaten verificere de enkelte scorer. Det gøres ved at henvise til de kompetenceudviklingstiltag, hvor kandidaten lærte mest om den pågældende kompetence, samt ved at beskrive hvordan kompetencen er anvendt i et af de gennemførte projekter.

I den afsluttende evaluering af selve certificeringsforløbet påpeger flere kandidater, at netop det at udfylde selvvurderingen var en meget lærerig aktivitet, der krævede at man gav sig selv tid til at tænke tilbage på sin projektledelseskarriere og reflektere over sin egen ledelse.

Introduktionsmødet gør starten nem og overskuelig

I min rolle som certificeringsleder oplever jeg af og til, at nogle kandidater bliver lidt forskrækkede over opgaven med at udfylde selvvurderingen. Der er dog ingen grund til forskrækkelse. Når man tilmelder sig en IPMA-certificering bliver man inviteret til et online introduktionsmøde, hvor hele certificeringsprocessen gennemgås og hvor der bl.a. gennemføres en konkret øvelse i hvordan selvvurderingen skal udfyldes. Man behøver ikke at forberede sig inden introduktionsmødet og når introduktionsmødet er slut, er den enkelte kandidat allerede i gang med at udfylde sit materiale.

Hvis du har lyst til at udforske selvvurderingen lidt nærmere, kan du finde selvvurderingen her: https://ipma.dk/download-ipma-dokumenter/

 

Afslutningsvist vil jeg ønske dig og dine nærmeste en rigtig glædelig jul og et godt nytår

De bedste hilsner,

Allan Krüger-Jensen

Certificeringsleder, IPMA Danmark

 

Allan Krüger-Jensen